Inflammatoriske reumatiske sygdomme

Revideret: 02.07.2019

Inflammatoriske reumatiske sygdomme er en heterogen gruppe bestående af bevægeapparatets inflammatoriske sygdomme.  

Hyppige er artritissygdommene, der primært involverer perifere og aksiale led. Sjældne er bindevævssygdomme, hvor sygdomsprocesserne hyppigt medinddrager hud og flere indre organsystemer. Fælles for sygdommene er, at den tilgrundliggende årsag skyldes autoimmune processer og inflammation, som er vævsødelæggende. Udredning og primær behandling er en specialistopgave. Vigtig for behandlingen er tidlig diagnose og derefter hurtig og aggressiv antiinflammatorisk behandling. Prognosen for disse sygdomme er markant bedret gennem de seneste år. Karakteristika og behandling af artritissygdommene omtales i det følgende:  

Reumatoid artritis (RA)

RA er en kronisk autoimmun sygdom karakteriseret ved perifer og symmetrisk artritis. Der findes internationale klassifikationskriterier. Sygdommen udvikles ved et komplekst samspil mellem disponerende gener, miljøfaktorer som tobak og infektioner, nedsat selvtolerance, kvindekøn etc. 

 

Sygdommen er karakteriseret ved symmetrisk polyartritis involverende især små led i flere ledområder, ofte med affektion af hænder, fødder og håndled, symmetrisk ledaffektion, morgenstivhed af mere end en times varighed og almensymptomer, primært træthed. Dertil kommer positiv IgM-reumafaktor, antistoffer mod cyklisk citrullinerede peptider (anti-CCP). Med tiden kan der forekomme radiologiske forandringer som erosiv knogledestruktion, hvis ikke patienten behandles hurtigt og aggressivt. Der er øget risiko for udvikling af osteoporose og hjerte-karsygdom. Tidligere så man i sygdommens senstadier noduli reumatici samt sjældnere serositis og vasculitis, disse symptomer er blevet meget sjældne og bør ikke forekomme ved korrekt behandling. 

 

Tidlig diagnostik og behandling er særdeles vigtig for prognosen. Patienter mistænkt for RA bør snarest henvises til speciallæge i reumatologi med henblik på at få fastlagt diagnosen, så de hurtigt kan starte behandling med et sygdomskontrollerende lægemiddel - (disease modifying anti-rheumatic drug) DMARD. Vurdering og behandling af RA er en specialistopgave. 

 

På området findes flg. behandlingsvejledninger: 

Aksial spondylartritis

Aksial spondylartritis (axSpA) er en kronisk inflammatorisk sygdom, der primært rammer sacroiliacaled (SI-led) og rygsøjlen. Betegnelsen axSpA bruges både om patienter med strukturelle forandringer i SI-led og/eller columna, som er synlige på røntgen, såkaldt radiografisk axSpA, og patienter uden røntgenforandringer, såkaldt non-radiografisk axSpA. 

Der forekommer familiær ophobning og genetisk disposition, vævstype HLA-B27, til sygdommene. 

Aksial spondylartritis omfatter også mb. Bechterew, reaktiv artritis, psoriasisartritis, artritis/spondylitis ved inflammatorisk tarmsygdomme (colitis ulcerosa og mb. Crohn). 

SpA omfatter en gruppe af sygdomme med forskellige kliniske manifestationer og kan inddeles efter deres kliniske præsentation som enten overvejende aksial SpA eller overvejende perifer SpA. Der er således ikke tale om én sygdom, men om en gruppe af sygdomme, der præsenterer sig forskelligt klinisk, men som har indbyrdes relationer.  

 

Karakteristika for SpA er følgende: 

  • Aksial spondylartritis (ofte)
  • Sacroiliitis (ofte)
  • Perifer artritis (asymmetrisk, underekstremiteterne)
  • Entesopati
  • Dactylitis
  • Ekstraartikulære manifestationer (fx entesitis, uveitis, symptomer på inflammatorisk tarmsygdom)
  • HLA-B27 (hyppig forekomst af denne vævstype)
  • Familiær ophobning
  • Debut mistænkes ved lave lændesmerter > 3 mdr. hos yngre (< 45år)
  • AxSpA kan behandles med træning, NSAID, TNF-hæmmere og IL-17A-hæmmere.

 

Internationalt anvendes forskellige klassifikationskriterier for sygdommen. De seneste er "Assesment of SpondyloArthritis Society" (ASAS) klassifikationskriterier for aksial og perifer SpA fra 2009, hvor formålet har været at kunne imødekomme tidlig diagnostik. MR-scanning af sacroiliacaleddene har fået en central placering (2265)

 

På området findes flg. behandlingsvejledninger: 

Morbus Bechterew

Morbus Bechterew betegnes også spondylitis ankylopoietica eller ankyloserende spondylitis (AS). Sygdommen rammer primært det aksiale skelet, dvs. rygsøjlen, sacroiliacaled, costo-sternalled og clavikulære led. En del patienter har perifere ledmanifestationer, oftest i skulder eller hofteled. Endelig er inflammatoriske forandringer med smerteklager fra senetilhæftninger, såkaldte entesopatier, samt recidiverende iridocylitter karakteristiske. Sygdommen er associeret med vævstypen HLA-B27 og rammer oftest unge mænd. 

Mb. Bechterew må mistænkes ved rygsmerter, der lindres ved bevægelse, og som har stået på > 3 måneder med samtidig nedsat bevægelighed i lænderyggen. Centralt for diagnosen er billeddiagnostisk påvisning af sacroiliitisforandringer eller inflammatoriske forandringer i rygsøjlen. 

 

Klassifikationskriterierne for Mb Bechterew (Modificerede New York Kriterier, 1984) (2255) kræver forekomst af radiologisk påvist sacroiliitis. Idet røntgenologisk sacroiliitis ofte først ses efter 7-10 års sygdom, har MR-scanning i dag fået en meget central placering, mhp. tidlig diagnostik. Diagnosen AS kan derimod ikke stilles på baggrund af en MR-scanning, men kræver fortsat røntgenundersøgelse af sacroiliacaleddene, idet ikke alle tilfælde af MR-påvist sacroiliitis udvikles til røntgenologisk sacroiliitis og dermed til AS. 

Behandlingsintensiteten afhænger af symptomernes sværhedsgrad. En del patienter kan klare sig med træning evt. suppleret med NSAID og ved perifer artritisbehandling med DMARD. Andre må behandles med TNF-hæmmere. Vurdering af sygdomsaktivitet er vanskelig, og Bechterew-patienter bør følges af en specialist i reumatologi. 

Behandlingen følger anbefalingerne for spondylartritis, se ovenfor. 

Psoriasisartritis

Psoriasisartritis (PsA) er en kronisk inflammatorisk ledsygdom, der rammer patienter med psoriasis og/eller pustulosis palmoplantaris. Sygdommen er karakteriseret ved asymmetrisk ledaffektion, tenosynovitis og ofte sacroiliitis, og hos ca. 50% ses involvering af distale interfalangealled. De perifere ledmanifestationer kan medføre ledødelæggelse. Sygdomskontrollerende behandling med DMARD, TNF-hæmmere, IL-12/IL-23-hæmmer eller fosfodiesterase-4-hæmmer er således vigtig. Vurdering af aksial sygdomsaktivitet er en specialistopgave. 

 

På området findes flg. vejledninger: 

Medicinrådet: 

Dansk Reumatologisk Selskab

Reaktiv artritis

Reaktiv artritis (ReA) eller postinfektiøs artritis er en inflammatorisk artritis, der udvikles i forbindelse med en infektion eller i ugerne efter. Den er ofte selvlimiterende, men kan recidivere og blive kronisk. Ofte er der tale om gastro-intestinal eller urogenital infektion. Bærere af vævstypen HLA-B27 har størst risiko for at udvikle sygdommen. 

ReA kan klinisk præsentere sig som enten perifer SpA, aksial SpA eller som en kombination. Der er ofte entesopati og dactylitis. Forekomst af iridocyclitis ses, ligesom dermatologiske manifastationer, som keratoderma blenorrhagica og erythema nodosum-forandringer er hyppige. Behandlingen er som ved andre kroniske inflammatoriske gigtsygdomme i form af intraartikulær steroid, NSAID, DMARDog i svære tilfælde og særlig ved aksial involvering biologisk behandling. 

Enteropatisk artritis

Forekomst af SpA ved de inflammatoriske tarmsygdomme er hyppig, men mange har asymptomatisk sacroiliitis. 

Den aksiale artritis er ikke koblet til aktivitet i tarmlidelsen, mens den perifere artritis følger tarmsygdommen og ofte rammer store led i underekstremiteterne.  

Referencer

1425. Rudwaleit M, van der Heide D, Landewé R et al. The development of assessment of spondyloarthritis international society classification criteria for axial spondyloarthritis (part II): Validation and final selection. Ann Rheum Dis. 2009; 68:777-83, http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/19297344 (Lokaliseret 7. juni 2016)
 
1738. Van der Heijde D, Sieper J, Maksymowych WP et al. 2010 Update of the international ASAS recommendations for the use of anti-TNF agents in patients with axial spondyloarthritis. Ann Rheum Dis. 2011; 70(6):905-8, http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/21540200 (Lokaliseret 20. maj 2016)
 
1827. Jones G, Crotty M, Brooks P. Interventions for psoriatic arthritis. Cochrane Database Syst Rev. 2000; 3, http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/10908464 (Lokaliseret 20. maj 2016)
 
2808. Smolen JS, Breedveld FC, Burmester GR et al. Treating rheumatoid arthritis to target: 2014 update of the recommendations of an international task force. Ann Rheum Dis. 2016; 75:3-15, http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/25969430 (Lokaliseret 20. maj 2016)
 

1742. Smolen JS, Landewé R, Bijlsma J et al. EULAR recommendations for the management of rheumatoid arthritis with synthetic and biological disease-modifying antirheumatic drugs: 2016 update. Ann Rheum Dis. 2017; 76(6):960-77, https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/28264816 (Lokaliseret 27. marts 2018)

 

2255. Van der Linden S, Valkenburg HA, Cats A. Evaluation of diagnostic criteria for ankylosing spondylitis: a proposal for modification of the New York criteria. Arthritis Rheum. 1984; 27:361-8, http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/6231933 (Lokaliseret 20. maj 2016)

 

2265. Sieper J, Rudwaleit M, Baraliakos X et al. The Assessment of SpondyloArthritis international Society (ASAS) handbook: a guide to assess spondyloarthritis. Ann Rheum Dis. 2009; 68 Suppl. 2:ii:1-44, http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/19433414 (Lokaliseret 20. maj 2016)

 

3477. van der Heijde D, Ramiro S, Landewé R et al. 2016 update of the ASAS-EULAR management recommendations for axial spondyloarthritis. Ann Rheum Dis. 2017; 76(6):978-91, https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/28087505 (Lokaliseret 11. juli 2019)