Mukopolysakkaridoser (MPS) er en gruppe af arvelige enzymdefekter, som tilhører de lysosomale ophobningssygdomme. Der kendes syv hovedgrupper af MPS-sygdomme med flere undertyper. Hver type forårsages af en defekt i ét enzym, som normalt katalyserer nedbrydningen af mukopolysakkarider eller glykosaminoglykaner (GAG), hvilket medfører ophobning af GAG i kroppen og organdysfunktion.
Arvegangen er autosomal recessiv undtagen ved MPS II (Hunter syndrom), som er X-bunden recessiv. 

Klinisk er MPS-sygdommene karakteriseret ved deres multiorganinvolvering og kronisk progressive forløb. 

Hyppige symptomer inkluderer ophobningsprægede fysiske træk, organomegali, dysostosis multiplex, reduceret vækst, hyppige øvre luftvejsinfektioner, obstruktiv og restriktiv lungesygdom, hjertesygdom, nedsat ledbevægelighed med nedsat mobilitet og varierende grader af CNS-påvirkning og mentalt handikap. 

Tilgængeligheden af stamcelletransplantation (ved MPS I og VI) og enzymsubstitutionsbehandling (ved MPS I, - II, - IVA og - VI) har ændret naturforløbet af visse manifestationer hos nogle af disse patienter. Enzymsubstitutionsbehandling kan reducere ophobningen af GAG i kroppen, og symptomerne kan regrediere, såfremt der ikke er sket irreversibel skade. Enzymsubstitutionsbehandling kan typisk forbedre kliniske manifestationer som ledbevægelighed, lungefunktion, hepatosplenomegali og gangdistance. Der er ingen af enzymerne, der kan passere blod-hjernebarrieren og behandlingen har ingen direkte effekt på CNS-manifestationer. 

Enzymsubstitutionsbehandling er i Danmark aktuelt tilgængelig for fire MPS-sygdomme. 

Mukopolysakkaridose type I

Mukopolysakkaridose type I (MPS I, som har 3 undertyper i faldende sværhedsgrad: Hurler, Hurler-Scheie og Scheie sygdom eller MPS1-H, MPS1-H/S og MPS-S) skyldes en autosomal recessiv mangel på det lysosomale enzym, α-L-iduronidase. Diagnosen stilles biokemisk ved måling af aktiviteten af α-L-iduronidase i leukocytter og ved molekylær genetisk analyse. Enzymsubstitutionsbehandling er tilgængelig i form af laronidase, som er en rekombinant analog til humant α-L-iduronidase. Laronidase katalyserer nedbrydningen af glykosaminglycaner (GAG) og reducerer ophobningen af GAGs i mange celletyper og væv ved MPS I. 

Mukopolysakkaridose type II

Mukopolysakkaridose type II (MPS II eller Hunters syndrom) skyldes en X-bunden recessiv mangel på det lysosomale enzym, iduronat-2-sulfatase.
Diagnosen stilles biokemisk ved måling af aktiviteten af iduronat-2-sulfatase i leukocytter eller fibroblaster og ved molekylær genetisk analyse. Enzymsubstitutionsbehandling er tilgængelig i form af idursulfase, som er en rekombinant analog til humant iduronat-2-sulfatase. Idursulfase katalyserer nedbrydningen af glykosaminglycaner (GAG) og reducerer ophobningen heraf i mange celletyper og væv ved MPS II. 

Mukopolysakkaridose type IVA

Mukopolysakkaridose type IV (MPS IVA eller Morquio A syndrom) skyldes en autosomal recessiv mangel på det lysosomale enzym, N-acetylgalactosamin-6-sulfatase. Diagnosen stilles biokemisk ved måling af aktiviteten af N-acetylgalaktosamin-6-sulfatase i leukocytter og ved molekylær genetisk analyse. Enzymsubstitutionsbehandling er tilgængelig i form af Elosulfase-alfa, som er en rekombinant analog til humant N-acetylgalactosamin-6-sulfatase. Elosulfase-alfa katalyserer nedbrydningen af glykosaminglycaner (GAG) og reducerer ophobningen af GAGs i mange celletyper og væv ved MPS IVA.  

Mukopolysakkaridose type VI

Mukopolysakkaridose type VI (MPS VI eller Maroteaux-Lamys syndrom) skyldes en autosomal recessiv mangel på det lysosomale enzym, N-acetylgalactosamin-sulfatase. Diagnosen stilles biokemisk ved måling af aktiviteten af N-acetylgalactosamin-sulfatase (i leukocytter eller fibroblaster) og ved molekylær genetisk analyse. Enzymsubstitutionsbehandling er tilgængelig i form af galsulfase, som er en rekombinant analog til humant N-acetylgalactosamin-sulfatase. Galsulfase katalyserer nedbrydningen af glykosaminoglykanet (GAG) dermatansulfat, og reducerer ophobningen heraf i mange celletyper og væv ved MPS VI. 

Bemærk: Behandlingen er en specialistopgave og bør forestås af læger med særligt kendskab til mukopolysakkaridoser.