Hos patienter med ukompliceret hypertension kan man addere en  β-blokker, hvis kombination af ACE-hæmmer eller angiotensin II-antagonist + thiazid + calciumblokker ikke har tilstrækkelig effekt. Endvidere anvendes β-blokker ved hypertension og samtidig indikation for β-blokade (atrieflimren, hjerteinsufficiens, iskæmisk hjertesygdom samt ekstrasystoli). 

Ved ukompliceret hypertension, hvor en β-blokker findes indiceret, bør man ikke anvende atenolol. Ved behov for samtidig α-blokerende virkning vil carvedilol være et hensigtsmæssigt valg. Ved hypertensiv krise anvendes labetalol. 

Se afsnit om β-receptorblokerende midler. 

 

Manifest og endnu ikke behandlet inkompenseret hjerteinsufficiens, atrio-ventrikulære overledningsforstyrrelser, astma og kronisk obstruktiv lungelidelse (β₁-selektive midler kan anvendes med forsigtighed, men anden behandling bør foretrækkes). β₁-selektive midler skal anvendes med forsigtighed ved insulinbehandlet diabetes mellitus. 

Ophør med behandling med β-blokkere bør ske langsomt, idet seponeringssyndrom med sved, indre uro og takykardi kan optræde indtil 3 uger efter. Ved pludselig seponering er der i enkelte tilfælde hos patienter med iskæmisk hjertelidelse set akut myokardieinfarkt samt endog dødsfald. Oftest ses dog kun let hjertebanken og uro i kroppen ved pludselig seponering. Se endvidere β-receptorblokerende midler.

Uhensigtsmæssig påvirkning af lipidprofilen og udvikling af insulinresistens eller diabetogen effekt.