C
Hjerte og kredsløb
β-blokkere (hypertension)
C07A
Indgift af β-blokkere medfører i løbet af timer til dage en reduktion af pulsfrekvens og hjerteminutvolumen på op til 25%, mest udtalt for β-blokkere uden egenstimulerende effekt. Den initiale nedsættelse af hjertets minutvolumen afløses af et gradvist fald i den perifere modstand over dage til uger, hvorfor blodtryksfaldet også indtræder protraheret.
Kombinerede α- og β-blokkere sænker såvel puls og minutvolumen samt den perifere modstand, men faldet i perifer modstand er protraheret, som det ses ved ikke-vasodilaterende β-blokkere.
Anvendelsesområder
Hos patienter med ukompliceret hypertension kan man addere en β-blokker, hvis kombination af ACE-hæmmer eller angiotensin II-antagonist + thiazid + calciumblokker ikke har tilstrækkelig effekt. Endvidere anvendes β-blokker ved hypertension og samtidig indikation for β-blokade (atrieflimren, hjerteinsufficiens, iskæmisk hjertesygdom samt ekstrasystoli).
Præparatvalg
Ved ukompliceret hypertension, hvor en β-blokker findes indiceret, bør man ikke anvende atenolol. Ved behov for samtidig α-blokerende virkning vil carvedilol være et hensigtsmæssigt valg. Ved hypertensiv krise anvendes labetalol.
Nedsat lever- og/eller nyrefunktion
Se afsnit om β-receptorblokerende midler.
Kontraindikationer
Manifest og endnu ikke behandlet inkompenseret hjerteinsufficiens, atrio-ventrikulære overledningsforstyrrelser, astma og kronisk obstruktiv lungelidelse (β1-selektive midler kan anvendes med forsigtighed, men anden behandling bør foretrækkes). β1-selektive midler skal anvendes med forsigtighed ved insulinbehandlet diabetes mellitus.
Forsigtighedsregler
Bivirkninger
