Antiallergika til øjnene

S01G

Revideret: 14.05.2019

Lokale antiallergika mod øjenallergi inddeles i henhold til virkningsmekanismen i mastcellestabilisatorer og/eller  antihistaminer

Anvendelsesområder

Indikationerne er (afhængigt af præparat): 

 

  • Conjunctivitis allergica
  • Conjunctivitis vernalis
  • Gigantopapillær conjunctivitis
  • Sæsonbetinget conjunctivitis allergica
  • Keratoconjunctivitis
  • Keratitis marginalis.

Farmakodynamik

Øjendråberne har forskellige angrebspunkter:  

 

Antihistaminer 

Azelastin, antazolin, emedastin, levocabastin. Fordele er hurtigt indsættende virkning (sædvanligvis efter 10-15 minutter). Ulempen er kort virkningsvarighed mellem 2 til 4 timer og applikation op til 4 gange dagligt.  

 

Mastcellestabilisatorer 

Natriumcromoglicat og natriumnedocromil hæmmer degranulationen af mastceller. Hermed hæmmes den antigeninducerede frigørelse af histamin fra mastcellerne. Ved natriumcromoglicat kan den fulde behandlingseffekt først evalueres efter 7 dages behandling. Fordelene er god virkning mod kløe, rødme og tåreflåd. Ulemperne er langsomt indsættende virkning, og dråberne egner sig således ikke til kortvarig anfaldsbehandling.  

 

Antihistaminer med mastcellestabiliserende virkning 

Olopatadin, ketotifen samt azelasin, som har en vis mastcellestabiliserende virkning. Fordelene er hurtigt indsættende virkning (sædvanligvis efter 10-15 minutter), lang virkningstid og god virkning mod kløe. Kan anvendes til børn. In vitro-undersøgelser har vist, at stofferne både har virkning på H1-receptorerne og samtidig har en mastcellestabiliserende og hæmmende virkning på degranulering af eosinofile granulocytter. Ketotifen og olopatadin appliceres 2 gange dgl. og har klinisk bedre effekt end de ældre antihistaminer. 

Referencer

4440. Castillo M, Scott NW, Mustafa MZ er al. Topical antihistamines and mast cell stabilisers for treating seasonal and perennial allergic conjunctivitis. Cochrane Database Syst Rev. 2015; 1, https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/26028608 (Lokaliseret 14. maj 2019)
 
 
 
Gå til toppen af siden...