Cefalosporiner og penicilliner har stort set samme indikationsområde. Se Penicilliner (β-lactamantibiotika). 

Sundhedsstyrelsen har i vejledning til landets læger sat begrænsninger for brugen af cefalosporiner (se Sundhedsstyrelsen (Vejledning om ordination af antibiotika, 2012)). 

Cefalosporiner kan anvendes: 

• Empirisk til den alment påvirkede patient med mistænkt infektionssygdom af ukendt bakteriel genese, hvor et penicillin ikke kan anvendes.
• Til kirurgisk profylakse i henhold til lokal antibiotikainstruks og under den forudsætning, at de er validerede som bedste valg, dvs., at mere smalspektrede antibiotika eller kombinationer heraf ikke ville have samme effekt.

Cefalosporiner bør herudover kun anvendes i forbindelse med mikrobiologisk diagnostik, der viser, at penicillinpræparater eller andre mindre bredspektrede midler ikke kan anvendes. 

Som nævnt ovenfor bør forbruget af cefalosporiner begrænses mest muligt.  

Ved penicillinallergi eller mistanke om penicillinallergi kan der ofte anvendes et cefalosporin, da der kun sjældent forekommer krydsallergi. Må dog ikke anvendes, hvis patienten har udvist type 1-allergi eller anden alvorlig reaktion efter indgift af et penicillin. 

Enterococcus faecalis og Listeria monocytogenes er resistente over for cefalosporiner, men til gengæld følsomme over for penicillin. 

Over for penicillinaseproducerende stafylokokker har cefalosporinerne samme virkning som de penicillinasestabile penicilliner. Såfremt et cefalosporin ønskes anvendt, er cefuroxim bedst egnet. Cefuroxim trænger bedre over blod-hjernebarrieren end dicloxacillin, og det foretrækkes derfor til behandling af stafylokokmeningitis.  

Ceftazidim, ceftazidim/avibactam og ceftolozan/tazobactam er anvendelige til behandling af Pseudomonas aeruginosa-infektioner men bør anvendes i kombination med et andet antibiotikum (fx aminoglykosid eller ciprofloxacin). 

Cefotaxim, ceftazidim, ceftriaxon og cefuroxim passerer blod-hjernebarrieren ved inflammerede meninges, hvorved der kan opnås koncentrationer på 12,5-25% af plasmakoncentrationen i spinalvæsken. 

Andre anvendelsesområder: Ceftriaxon kan anvendes til profylakse ved meningokoksygdom som alternativ til ciprofloxacin ⁽²⁹⁴⁰⁾. 

Til behandling af meningitis forårsaget af gramnegative bakterier foretrækkes ceftriaxon eller cefotaxim ⁽²⁹³⁰⁾. Ingen af cefalosporinerne har effekt ved listeriameningitis. 

Ceftriaxon anvendes til behandling af gonoré. 

Oralt cefuroxim kan anvendes som et alternativ til et quinolon ved urinvejsinfektion hos patienter, hvor et penicillinpræparat, sulfamethizol eller trimethoprim ikke kan anvendes, men pga. relativt dårlig biotilgængelighed har oralt cefuroxim ellers kun begrænset indikation. 

Cefalosporinerne tåles som regel godt, men alle cefalosporiner kan give anledning til nyrebeskadigelse med akut tubulær nekrose. Cefotaxim, ceftazidim, ceftriaxon og cefuroxim er de mindst nefrotoksiske.  

Allergiske reaktioner i form af hududslæt eller urticaria forekommer hos 2-3%, anafylaktisk reaktion ses sjældent.  

Ved store doser udvikler en del patienter en positiv direkte Coombs' test pga. uspecifik binding af cefalosporin-globulinkomplekser til erytrocytterne. Denne binding forårsager kun sjældent hæmolyse.  

De fleste injicerbare cefalosporiner giver let tromboflebitis.  

Cefalosporiner til oral brug kan give lette dyspeptiske symptomer. 

På grund af cefalosporinernes resistens over for de hyppigst forekommende β-lactamaser fra tarmbakterier giver de anledning til ændringer i tarmfloraen og er en velbeskrevet risikofaktor for Clostridium diffcile-infektion. Pseudomembranøs enterocolitis kan ses som følge af disse ændringer i tarmfloraen.  

Pga. den høje proteinbinding kan ceftriaxon displacere bilirubin fra albuminbindingen, og derfor anvendes stoffet normalt ikke til nyfødte, især præmature. 

Ceftriaxon kan især hos præmature give udfældninger i galden med dannelse af "sludge", som kan ligne cholecystitis. 

Som gruppe formodes cefalosporiner ikke at være forbundet med en øget risiko for uønsket fosterpåvirkning, men den specifikke datamængde varierer meget.  

Cefalexin kan om nødvendigt anvendes, og for cefuroxim er der ret mange data. Hvis et andet specifikt cefalosporin er indiceret i forhold til en infektions alvorlighed og resistensmønster, bør behandlingen gennemføres uagtet datamængden. 

Kan om nødvendigt anvendes. 

Cefalosporiner har samme virkemåde som penicilliner, idet de hæmmer bakteriernes cellevægssyntese. 

Se Antibiotika virkemåde og resistens. 

Mikrobiologisk virkningsspektrum
Der er tre faktorer, som har indflydelse på cefalosporinernes virkningsspektrum og aktivitet: 

• deres evne til at binde sig til de cellevægsopbyggende enzymer (sædvanligvis kaldet penicillinbindende eller β-lactambindende proteiner (PBP)). Aktiviteten er proportional med denne evne
• deres evne til at trænge igennem de gramnegative bakteriers ydre cellevæg ind i det periplasmatiske rum, hvor PBP findes
• deres stabilitet over for β-lactamaser.

Resistensforhold
Se Antibiotika virkemåde og resistens. 

Et stort forbrug af bredspektrede cefalosporiner er økologisk belastende. Brug af både cefuroxim og de såkaldte 3. generations-cefalosporiner (cefotaxim, ceftazidim og ceftriaxon) er de bedst kendte risikofaktorer for selektion af ESBL. Ceftolozan i kombination med tazobactam og ceftazidim i kombination med avibactam har effekt på mange, men ikke alle ESBL og er ikke effektivt ved infektioner forårsaget af carbapenemaseproducerende bakterier. 

Meticillinresistente S. aureus (MRSA) er også resistente over for de fleste cefalosporiner. Ceftarolin og ceftobiprol er aktive over for MRSA og kan derfor anvendes til infektioner forårsaget af disse bakterier. Enterococcus faecalis og Listeria monocytogenes er resistente over for alle cefalosporiner. 

Cefalosporiner absorberes generelt dårligt fra mave-tarmkanalen med undtagelse af cefalexin, som har en biotilgængelighed på ca. 80%.  

Se tabel 1 i Effekt i relation til farmakokinetik og farmakodynamik
og omtalen under de enkelte præparater.