Overaktiv blæresyndrom, urgency og urgency-inkontinens

Revideret: 05.04.2018

Urininkontinens er ufrivillig urinafgang, som kan skyldes enten en overaktiv blæremuskel (detrusor) eller en inkompetent lukkemekanisme i urethra. Hvor stressinkontinens er ufrivillig urinafgang i forbindelse med typisk hoste, nys og tunge løft, udgør urgency en pludselig opstået, stærk bydende vandladningstrang, som ofte leder til urgency-inkontinens. Dette sygdomsbillede kaldes overaktiv blære syndrom (OAB). Blandingsinkontinens er blandet stress og urgency-inkontinens. OAB er ofte ledsaget af andre symptomer relateret til urinblærens reservoirfunktion såsom pollakisuri, nykturi og/eller urgency-inkontinens. 

 

For at sikre diagnosen og korrigere evt. uhensigtsmæssige drikke- og toiletvaner bør væske-vandladningsskema udføres på alle patienter før behandling, og der bør foretages urinundersøgelse for at udelukke urinvejsinfektion og hæmaturi. Ved ledsagende hæmaturi eller kort anamnese udføres cystoskopi med henblik på evt. blæretumor. Ved betydende symptomer bør der endvidere henvises til en urodynamisk undersøgelse. Ved nyopstået urgency hos kvinder bør man udelukke tumorer i det lille bækken, og specielt hos yngre bør man overveje neurologiske lidelser fx dissemineret sklerose. Hos mænd over 50 år bør udredningen indeholde de elementer, der er nævnt under benign prostatahyperplasi (BPH). 

 

For yderligere vedrørende urinvejssymptomer, se LUTS.  

Behandlingsvejledning

De fleste patienter med OAB kan varetages i primærsektoren. OAB behandles udover bækkenbundstræning primært med muskarinreceptorblokkere (darifenacin, fesoterodin, oxybutynin, solifenacin, tolterodin og trospiumchlorid) eller β3-adrenoceptoragonist (mirabegron), se midler mod overaktiv blæresyndrom, urgency og urgency-inkontinens

 

Effekten har i forhold til placebo vist sig relativ beskeden med en reduktion i vandladningsfrekvensen på 1-2 miktioner pr. døgn og en reduktion i antallet af inkontinensepisoder på 2-3 pr. uge (2828). En del af effekten skyldes øget "warning time". Effekten kan måles gennem en vandladningsdagbog. 

Der er ofte en stor dag til dag-variation i symptomerne og behandlingseffekt, og evt. bivirkninger kan først reelt vurderes efter 3-4 ugers behandling. Ved utilstrækkelig effekt kan præparatskift eller dosisøgning forsøges. Der er ingen evidens for at kombinere flere muskarinreceptorblokkere eller for at kombinere muskarinreceptorblokker og β3-adrenoceptoragonist. Ved manglende effekt efter 3-6 måneder, trods præparatskift og evt. dosisøgning, bør behandlingen seponeres, og patienten henvises til gynækologisk eller urologisk vurdering. 

Hos postmenopausale kvinder med irritative gener, som imperiøsitet og pollakisuri grundet slimhindeatrofi, har lokaløstrogen ofte en gunstig effekt, se Vaginale østrogener

Referencer

2828 European Association of Urology Guidelines on Urinary Incontinence 2017 2015 https://uroweb.org/guideline/urinary-incontinence/