Primært åbenvinklet glaukom

Revideret: 19.02.2018

Primært åbenvinklet glaukom er en lumsk sygdom, der kommer snigende uden oplagte kliniske manifestationer. Sygdommen udvikles over år, og patienten mister først synsfeltet til siderne og nedad, men bevarer det centrale syn. Patienterne oplever først symptomer, når synsfeltindskrænkningen er udtalt. På dette tidspunkt i sygdomsforløbet er der sket væsentlig irreversibel skade på synsnerven. Der er en arvelig komponent, og børn af forældre med glaukom anbefales undersøgt fra 40-50-års alderen. 

 

Primært åbenvinklet glaukom behandles med øjendråber, der sænker kammervandsproduktionen eller fremmer afløbet af kammervand. Herved sænkes det intraokulære tryk (IOP). IOP måles i mm kviksølv (mmHg). Undersøgelser har vist, at for hver mmHg IOP sænkes fra 20 mmHg til 15 mmHg, mindskes risikoen med 10% for at udvikle synsfeltdefekter.  

Ved manglende effekt af medicinsk behandling kan laserbehandling eller kirurgi forsøges. 

Behandlingsvejledning

Behandling af primært åbenvinklet glaukom er en specialistopgave. 

 

Der indledes med monoterapi. Hvis patienten ikke opnår tilstrækkelig tryknedsættende effekt af et præparat, kan man forsøge et andet præparat, inden man skifter til terapi med to præparater. Der opnås sjældent øget tryksænkende effekt ved behandling med mere end tre typer øjendråber. Man bør i stedet supplere med laserbehandling eller kirurgi. 

Foruden regelmæssig kontrol af IOP og synsfelt foretages bedømmelse af nervetrådslaget og synsnerven, samt i visse tilfælde måling af hornhindetykkelsen. 

 

Præparatvalg 

Førstevalg er en prostaglandinanalog, som har den største tryknedsættende effekt. Vigtigste bivirkninger er let, ofte forbigående hyperæmi, vækst af øjenvipper og farveændringer af iris. Systemiske bivirkninger er sjældnere. 

 

Alternativt kan en non-selektiv β-blokker forsøges (dvs. timolol). Forlænget okulær virkning ses ved β-blokkere formuleret i suspension eller gel. Ved behandling med β-blokker kan ses systemiske bivirkninger. 

 

Ved behov for yderligere tryknedsættende behandling kan prostaglandinanalog og β-blokker gives samtidigt evt. som kombinationspræparat. Andre supplerende muligheder er α-stimulerende stoffer, carbonanhydrasehæmmere eller en selektiv betablokker (dvs. betaxolol). 

 

Mindst effekt har lokale carboanhydrasehæmmere, α-stimulerende stoffer og miotikum, og disse stoffer er sjældent tilstrækkelige som monoterapi. 

 

Årelang anvendelse af dråber med konservering kan give kroniske konjunktivale gener og er under mistanke for skader på linse og retina. Brug af ukonserverede præparater bør derfor foretrækkes. Engangspipetter med ukonserverede dråber kan være sværere at håndtere og dyrere i indkøb, men bør foretrækkes, hvis muligt. 

Graviditet

Alle stoffer til behandling af glaukom er rubriceret som stoffer, hvor fosterskade ikke kan udelukkes. Risikoen ved alle stoffer vurderes dog som lav. Ved graviditet ses øjentrykket at falde let. Under tæt kontrol kan man derfor forsøge at pausere glaukombehandling under graviditeten.  

 

Ved behov for tryknedsættende behandling anbefales betablokker som 0,1% gel, som første valg. Ved behov under amning er betablokker gel og carboanhydrasehæmmer formentlig det sikreste valg. 

Referencer

2366. European Glaucoma Society. Terminology and guidelines for glaucoma. 2016; 4th Edition:111, http://www.eugs.org/eng/EGS_guidelines4.asp (Lokaliseret 6. juni 2016)
 
2758. Li T, Lindsley K, Rouse B et al. Comparative Effectiveness of First-Line Medications for Primary Open-Angle Glaucoma: A Systematic Review and Network Meta-Analysis. Ophthalmology. 2016; 123(1):129-40, http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/26526633 (Lokaliseret 1. juni 2016)
 
3103. Simonsen JH. En oversigt over glaukommidler. Aalborg Universitetshospital. , https://www.glaucomedics.com/ (Lokaliseret 15. juni 2017)