J04AB
24-03-2010
Se virkemåde.
Virkningsspektrum. Rifamycinerne er de mest potente antibiotika over for mykobakterier. Rifampicin virker på Mycobacterium tuberculosis, Mycobacterium leprae samt på enkelte atypiske mykobakterier, således Mycobacterium kansasii. Rifabutin har øget aktivitet over for mykobakterierne, specielt Mycobacterium avium intracellulare. De virker også baktericidt på mange andre bakterier, først og fremmest grampositive kokker, gramnegative diplokokker, Legionella sp., Nocardia sp. og Chlamydia sp. Over for Staphylococcus aureus er rifampicin meget potent (MIC 0,002-0,05 mikrogram/ml).
Resistensforhold. Se følsomhedsbestemmelse og resistens.
Rifampicin absorberes fuldstændigt fra mave-tarmkanalen. Rifabutins biotilgængelighed er ca. 20%.
Rifampicin passerer bedst den inflammerede blod-hjernebarriere, og ved tuberkuløs meningitis kan der opnås koncentrationer på 0,3-0,5 mikrogram/ml spinalvæske. Rifabutin passerer den intakte blod-hjernebarriere. Koncentrationen i cerebrospinalvæsken er 30-70% af den samtidige plasmakoncentration. Rifampicin udskilles kun i mindre grad gennem nyrerne og da ved glomerulær filtration. Maksimalt 25% af den indgivne dosis genfindes i urinen. Størstedelen udskilles uomdannet med galden, hvor koncentrationer på 100-300 mikrogram/ml kan opnås. Det med galden udskilte reabsorberes delvis fra tarmen, og i leveren omdannes det til et deacetylderivat, som er baktericidt. Ved anuri udskilles det udelukkende via galden, og dosis skal derfor ikke at nedsættes. Rifabutin metaboliseres i leveren til mere end 20 metabolitter. Rifabutin og dets metabolitter udskilles dels med galden, dels gennem nyrerne, ca. 10% i uomdannet form, resten som metabolitter.
Se endvidere tabel 1 i effekt i relation til farmakokinetik og farmakodynamik (PK/PD).
Rifamycinerne er blandt de vigtigste stoffer inden for kemoterapien ved tuberkulose. Pga. risikoen for resistensudvikling blandt tuberkelbakterierne i en ikke erkendt tuberkuløs infektion bør rifamyciner kun anvendes til andre indikationer i de følgende helt specielle undtagelsestilfælde: Infektioner med atypiske mykobakterier efter resistensbestemmelse, livstruende infektioner forårsaget af stafylokokker, som er resistente over for de penicillinasestabile penicilliner og cefalosporiner, eller hos patienter som er allergiske over for disse midler, fx ved sepsis, pneumoni eller osteomyelitis. I sådanne tilfælde gives rifamyciner i kombination med andre antistafylokokmidler, fx fusidin. Rifampicin i kombination med et fluorquinolon fx ciprofloxain har vist god effekt ved fremmedlegemeinfektioner i ortopædkirurgi (1303).
Ved behandling af subakut bakteriel endocarditis hos patienter, som pga. allergi over for penicilliner eller cefalosporiner ikke kan behandles med disse stoffer. Pga. streptokokkernes varierende følsomhed bør resistensbestemmelse foreligge, og kombinationsterapi med andre midler anvendes.
Leverpåvirkning ses hos 1-2% af patienter, som behandles i længere tid. Bivirkninger omfatter stigende alkalisk fosfatase, aminotransferaser og i enkelte tilfælde stigende serum-bilirubin. Gastro-intestinale gener ses i enkelte tilfælde, men kræver sjældent seponering. Allergiske reaktioner er relativt sjældne. Se endvidere de enkelte præparatbeskrivelser.
Rifamyciner inducerer det mikrosomale cytokrom P450-oxidative system, men foreløbige undersøgelser tyder på, at rifabutins inducerende effekt er mindre udtalt end rifamycins. Efter indgift af rifampicin må dosis af følgende stoffer ofte øges: orale antikoagulantia, ciclosporin, digoxin, glukokortikoider, isradipin, itraconazol, metadon, mexiletin, sulfonylurinstoffer, verapamil.
Nedbrydningshastigheden af østrogener forøges, og rifampicin kan derfor ophæve virkningen af hormonale kontraceptiva og medføre menstruationsforstyrrelser. P-pillebrugere bør informeres om, at samtidig indtagelse af rifampicin medfører en usikker antikonceptionel virkning. Øget omsætningshastighed af vitamin D kan ved langtidsbehandling medføre osteomalaci, specielt hos børn og gravide. Spaltningen af olsalazin og sulfasalazin hæmmes, hvorved virkningen af disse stoffer nedsættes. Den enzyminducerende virkning ophører 2-3 uger efter seponering af rifampicin.
Samtidig indgift af ketoconazol og rifampicin nedsætter koncentrationen af begge stoffer.
Det er vist, at samtidig indgift af rifabutin og ritonavir eller indinavir øger koncentrationen af rifabutin og antallet af rifabutinbivirkninger. Se endvidere de enkelte præparatbeskrivelser.
1303. Widmer AF, Gaechter A, Ochsner PE et al. Antimicrobial treatment of orthopedic implant-related infections with rifampincombinations.
Clin Infect Dis. 1992; Jun;14(6): 1251-3.
præparatnavn |
firmanavn | indholdsstoffer | dispform og styrke | pakning | DDD pr pakning | Pris DDD |
| Rifabutin "Pfizer" | Pfizer | Rifabutin | kaps., hårde 150 mg | 30 stk. (blister) | 30,000 | 54,15 |
| Rimactan® | Sandoz | Rifampicin | kaps., hårde 150 mg | 100 stk. | 25,000 | 20,17 |
| kaps., hårde 300 mg | 100 stk. | 50,000 | 19,83 | |||
| overtrukne tabl. 450 mg | 100 stk. | 75,000 | 19,58 |
Niels Frimodt-Møller (forfatter)
Bente Gahrn-Hansen (forfatter)
Dansk Selskab for Klinisk Mikrobiologi, Jens K. Møller (referent)
Dansk Selskab for Infektionsmedicin, Svend Stenvang Pedersen (referent)
