Rifamyciner
J04AB
Revideret
24-03-2009
Rifamyciner er oprindelig mikrobielt fremstillet, men ved kemisk modifikation er det lykkedes at fremstille flere semisyntetiske rifamyciner med forøget antibakteriel effekt og forøget biotilgængelighed ved oral administration.
Virkemåde
Se virkemåde, Antimikrobielle midler.
Virkningsspektrum. Rifamycinerne er de mest potente antibiotika over for mykobakterier. Rifampicin virker på Mycobacterium tuberculosis, Mycobacterium leprae samt på enkelte atypiske mykobakterier, således Mycobacterium kansasii. Rifabutin har øget aktivitet over for mykobakterierne, specielt Mycobacterium avium intracellulare. De virker også baktericidt på mange andre bakterier, først og fremmest grampositive kokker, gramnegative diplokokker, Legionella sp., Nocardia sp. og Chlamydia sp. Over for Staphylococcus aureus er rifampicin meget potent (MIC 0,002-0,05 mikrogram/ml).
Resistensforhold. Se følsomhedsbestemmelse og resistens.
Farmakokinetik
Rifampicin absorberes fuldstændigt fra mave-tarmkanalen. Rifabutins biotilgængelighed er ca. 20%.
Rifampicin passerer ikke den normale blod-hjernebarriere, men ved tuberkuløs meningitis kan der opnås koncentrationer på 0,3-0,5 mikrogram/ml spinalvæske. Rifabutin passerer den intakte blod-hjernebarriere. Koncentrationen i cerebrospinalvæsken er 30-70% af den samtidige plasmakoncentration. Rifampicin udskilles kun i mindre grad gennem nyrerne og da ved glomerulær filtration. Maksimalt 25% af den indgivne dosis genfindes i urinen. Størstedelen udskilles uomdannet med galden, hvor koncentrationer på 100-300 mikrogram/ml kan opnås. Det med galden udskilte reabsorberes delvis fra tarmen, og i leveren omdannes det til et deacetylderivat, som er baktericidt. Ved anuri udskilles det udelukkende via galden, og dosis skal derfor ikke at nedsættes. Rifabutin metaboliseres i leveren til mere end 20 metabolitter. Rifabutin og dets metabolitter udskilles dels med galden, dels gennem nyrerne, ca. 10% i uomdannet form, resten som metabolitter.
Se endvidere tabel 1 i effekt i relation til farmakokinetik og farmakodynamik.
Anvendelsesområde
Rifamycinerne er blandt de vigtigste stoffer inden for kemoterapien ved tuberkulose. Pga. risiko for udvikling af rifamycinresistente tuberkelbakterier skal rifamyciner altid anvendes i kombination med andre tuberkulosemidler. Pga. risikoen for resistensudvikling blandt tuberkelbakterierne i en ikke erkendt tuberkuløs infektion bør rifamyciner kun anvendes til andre indikationer i de følgende helt specielle undtagelsestilfælde: Infektioner med atypiske mykobakterier efter resistensbestemmelse, livstruende infektioner forårsaget af stafylokokker, som er resistente over for de penicillinasestabile penicilliner og cefalosporiner, eller hos patienter som er allergiske over for disse midler, fx ved sepsis, pneumoni eller osteomyelitis. I sådanne tilfælde gives rifamyciner i kombination med andre antistafylokokmidler, fx fusidin. Rifampicin i kombination med et fluorquinolon fx ciprofloxain har vist god effekt ved fremmedlegemeinfektioner i ortopædkirurgi (1303).
Ved behandling af subakut bakteriel endocarditis hos patienter, som pga. allergi over for penicilliner eller cefalosporiner ikke kan behandles med disse stoffer. Pga. streptokokkernes varierende følsomhed bør resistensbestemmelse foreligge, og kombinationsterapi med andre midler anvendes. Rifampicin kan udrydde meningokokker fra nasopharynx af meningokokbærere og kan anvendes som kemoprofylakse til nærkontakter efter udbrud af meningokoksygdom. Der er dog fundet rifampicinresistente meningokokker i Danmark. Der henvises til Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 175 af 6. oktober 1992 om profylaktisk antibiotikabehandling ved optræden af meningokoksygdom. I denne vejledning anbefaler Sundhedsstyrelsen ciprofloxacin som førstevalgspræparat.
Bivirkninger
Leverpåvirkning ses hos 1-2% af patienter, som behandles i længere tid. Bivirkninger omfatter stigende alkalisk phosphatase, aminotransferaser og i enkelte tilfælde stigende serum-bilirubin. Gastro-intestinale gener ses i enkelte tilfælde, men kræver sjældent seponering. Allergiske reaktioner er relativt sjældne. Se endvidere de enkelte præparatbeskrivelser.
Interaktioner
Rifamyciner inducerer det mikrosomale cytokrom P450-oxidative system, men foreløbige undersøgelser tyder på, at rifabutins inducerende effekt er mindre udtalt end rifamycins. Efter indgift af rifampicin må dosis af følgende stoffer ofte øges: orale antikoagulantia, ciclosporin, digoxin, glukokortikoider, isradipin, itraconazol, metadon, mexiletin, sulfonylurinstoffer, verapamil.
Nedbrydningshastigheden af østrogener forøges, og rifampicin kan derfor ophæve virkningen af hormonale kontraceptiva og medføre menstruationsforstyrrelser. P-pillebrugere bør informeres om, at samtidig indtagelse af rifampicin medfører en usikker antikonceptionel virkning. Øget omsætningshastighed af vitamin D kan ved langtidsbehandling medføre osteomalaci, specielt hos børn og gravide. Spaltningen af olsalazin og sulfasalazin hæmmes, hvorved virkningen af disse stoffer nedsættes. Den enzyminducerende virkning ophører 2-3 uger efter seponering af rifampicin.
Samtidig indgift af ketoconazol og rifampicin nedsætter koncentrationen af begge stoffer.
Det er vist, at samtidig indgift af rifabutin og ritonavir eller indinavir øger koncentrationen af rifabutin og antallet af rifabutinbivirkninger. Se endvidere de enkelte præparatbeskrivelser.
Referencer
1303. Widmer AF, Gaechter A, Ochsner PE et al. Antimicrobial treatment of orthopedic implant-related infections with rifampin combinations.
Clin Infect Dis. 1992; Jun;14(6): 1251-3.
Præparater – pris DDD
præparatnavnListen er sorteret efter dispenseringsform og styrke firmanavn indholdsstoffer dispform og styrke pakning DDD pr pakning Pris DDDSorter listen efter pris DDD.
Rifabutin "Pfizer" Pfizer Rifabutin kaps., hårde 150 mg 30 stk. (blister) 30,000 54,11
Rimactan® Sandoz Rifampicin kaps., hårde 150 mg 100 stk. 25,000 20,25
kaps., hårde 300 mg 100 stk. 50,000 19,84
overtrukne tabl. 450 mg 100 stk. 75,000 19,57
Forfattere/referenter
Niels Frimodt-Møller (forfatter)
Bente Gahrn-Hansen (forfatter)
Dansk Selskab for Klinisk Mikrobiologi, Jens K. Møller (referent)
Dansk Selskab for Infektionsmedicin, Svend Stenvang Pedersen (referent)

 

 

Infektionssygdomme, systemiske midler
Antibakterielle midler til systemisk brug
Antibiotika til systemisk brug
Virkemåde
Effekt i relation til farmakokinetik og farmakodynamik
Følsomhedsbestemmelse og resistens
Kombinationsbehandling
Behandlingsvarighed
Profylakse
Bivirkninger
Antimikrobielle midler til lokal brug
β-lactamantibiotika
Penicilliner
Benzylpenicillin og phenoxymethylpenicillin
Penicillinasestabile penicilliner med virkning over for penicillinasedannende stafylokokker
Penicilliner med virkning også på gramnegative stave
Penicilliner kombineret med β-lactamasehæmmere
Cefalosporiner
Monobactamer
Carbapenemer
Sulfonamider og trimethoprim
Sulfonamider
Trimethoprim
Kombinationspræparater
Makrolider
Clindamycin
Tetracycliner og tigecyclin
Aminoglykosider
Aminoglykosider til systemisk brug
Aminoglykosider ved knogle- og ledinfektioner
Antibiotika til inhalation
Fluorquinoloner
Nitrofurantoin
Urinvejsdesinficerende midler
Methenamin
Vancomycin
Teicoplanin
Fusidin
Metronidazol
Oxazolidinoner
Daptomycin
Rifamyciner