Calciumsubstitution

B05XA

Revideret: 25.06.2020

Kontinuerlig hæmodialyse (HD), -hæmofiltration (HF) eller -hæmodiafiltration (HDF) i intensivt regi forudsætter, at blodet i det ekstrakorporale system ikke koagulerer. Derfor er antikoagulation ofte, men ikke altid nødvendigt. Det kan ske ved systemisk antikoagulation med heparin, hvilket indebærer en risiko for blødning og heparininduceret trombocytopeni (HIT). Regional ekstrakorporal antikoagulation har den fordel, at det mindsker risikoen for blødning, idet blodet kun stabiliseres i blodcirkulationen udenfor patienten under passagen gennem dialysesystemet. Hertil anvendes citrat, som infunderes før hæmofilteret. Herved bindes calcium-ion til citrat, og Ca-ion-koncentrationen kan nedbringes til ca. 0,35 mmol, som lammer koagulationsmekanismen i det ekstrakorporale system. Der foregår en hurtig frigørelse af Ca-ion igen ved tilbagekomsten af blodet efter hæmofilteret til patientens cirkulation. Ofte anvendes calciumfri hæmofiltrationsvæske både til HD, HDF og HF. En stor del (ca. 50 %) af Citrat-Ca kompleks-substansen tabes under proceduren via hæmofilteret til effluentvæsken. Derfor tilføres løbende efter behov calcium som erstatning efter hæmofilteret, før blodet ledes tilbage til patienten. 

 

Citratdosishastighed og tilsvarende behov for erstatning med calcium øges ved højere blod- og hæmofiltrationsvæskeflow gennem dialysesystemet. Nødvendig dosishastighed af calcium kan variere efter lokale retningslinjer for behandlingen, men dosis er ofte i størrelsesorden 2-3 mmol calcium pr. time. 

Den tilsigtede lave antikoagulerende Ca-ion-koncentration i dialysesystemet kan monitoreres ved prøvetagning efter hæmofilteret og den fysiologiske koncentration af Ca-ion i patienten tilsvarende fx i blodslangen før infusionspunktet for citrat. Behandlingen monitoreres således løbende og især, hvis dialyseindstillingerne (blodflow/hæmofiltrationsvæskeflow eller sammensætning) ændres. Eksempelvis baseline efter 1 time og siden hver 4.-6. time.  

Ved tilstande med svært leversvigt og nedsat hepatisk forbrænding af citrat i Krebs cyklus, kan citrat akkumuleres og øge behovet for calciumsubstitution. Citratakkumulation kan indirekte monitoreres ved plasmakoncentration ratio total Ca/Ca-ion, hvor >2,25 anvendes som advarsel om mulig citratakkumulation. 

 

Sideløbende infusion af citratstabiliserede blodprodukter kan influere behandlingen og monitoreringen tilsvarende, idet Ca-ion-koncentrationen i plasma kan falde.  

Ved svær rhabdomyolyse kan overvejes at sætte dosis af calcium lidt lavere (plasma Ca-ion-koncentration lavt fysiologisk), idet tardiv hypercalcæmi er beskrevet efter frigivelse af calcium fra vævet. 

Præparater

Indholdsstof Navn og firma Dispform og styrke Pakning Pris DDD
Calciumchlorid Calrecia®
Fresenius Medical Care
infusionsvæske, opløsning  100 mmol/l 8 x 1500 ml  

Referencer

5049. Santo Morabito, Valentina Pistolesi, Luigi Tritapepe et al. Regional Citrate Anticoagulation for RRTs in Critically Ill Patients With AKI. Clin J Am Soc Nephrol. 2014; 9(12):2173-88, https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/24993448/ (Lokaliseret 25. juni 2020)

 

5050. Ashita Tolwani, Keith M Wille. Advances in Continuous Renal Replacement Therapy: Citrate Anticoagulation Update. Blood Purif. 2012; 34(2):88-93, https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/23095407/ (Lokaliseret 25. juni 2020)

 

5054. Mei-Yi Wu, Yung-Ho Hsu, Chyi-Huey Bai et al. Regional Citrate Versus Heparin Anticoagulation for Continuous Renal Replacement Therapy: A Meta-Analysis of Randomized Controlled Trials. Am J Kidney Dis. 2012; 59(6):810-8, https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/22226564/ (Lokaliseret 25. juni 2020)

 

5051. Andrew Davenport, Ashita Tolwani. Citrate Anticoagulation for Continuous Renal Replacement Therapy (CRRT) in Patients With Acute Kidney Injury Admitted to the Intensive Care Unit. NDT Plus. 2009; 2(6):439-47, https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/25949376/ (Lokaliseret 25. juni 2020)

 

5053. Andries J Bakker, E Christiaan Boerma, Halbe Keidel et al. Detection of Citrate Overdose in Critically Ill Patients on Citrate-Anticoagulated Venovenous Haemofiltration: Use of Ionised and total/ionised Calcium. Clin Chem Lab Med. 2006; 44(8):962-6, https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/16879061/ (Lokaliseret 25. juni 2020)

 

5052. R Vanholder, M S Sever, E Erek et al. Rhabdomyolysis. J Am Soc Nephrol. 2000; 11(8):1553-61, https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/10906171/ (Lokaliseret 25. juni 2020)

 
 
 
Gå til toppen af siden...