Cytostatika doseres typisk efter højeste tolerable dosis. Bivirkninger er derfor hyppige og kan ofte være alvorlige, og til tider livstruende. Sådanne bivirkninger håndteres rutinemæssigt i klinikken bl.a. ved forebyggelse og korrektion af elektrolytforstyrrelser, forebyggelse og behandling af knoglemarvshæmning og forebyggelse og behandling af kvalme og opkastninger. Lægemidler til disse understøttende behandlinger regnes ikke for antidoter, og gennemgås ikke nærmere her. 

Gruppen af cytostatika er meget omfattende og heterogen. Der findes ingen generelle antidoter, og kun ganske få præparater, der specifikt modvirker eller neutraliserer effekten af disse cellegifte. Det gælder generelt, at litteraturen vedrørende antidoter er meget sparsom. Ofte mangler der kliniske kontrollerede undersøgelser, og området kan være henvist til at basere sin praksis på kliniske erfaringer og kasuistikker. 

Ekstravasation af cytostatika i forbindelse med infusion i perifer eller central vene er en potentielt alvorlig og smertefuld komplikation. I en sådan situation er det afgørende at have kendskab til de behandlingsmuligheder, der knytter sig til det enkelte cytostatikum, herunder hvilke antidoter der kan anvendes. Cytostatika kan inddeles i grupper efter deres vævstoksiske potentiale. De ulcerogene (engelsk: vesicant) kan i selv mindre doser forårsage svær vævsnekrose. Gruppen omfatter fx anthracycliner, vincaalkaloider, mitomycin, og carmustin. To andre grupper omfatter cytostatika, der henholdsvis er potentielt ulcerogene og non-ulcerogene. Distinktionen mellem de sidstnævnte grupper er mere flydende, men fælles for dem er, at ulceration er sjælden og kræver doser, der overstiger 50% af fuld systemisk dosis. ASORS (The German working group for Supportive Care in Cancer) har i 2013 publiceret en "expert opinion" vedrørende diagnose, profylakse og behandling af cytotoksisk ekstravasation på baggrund af en systematisk litteratursøgning og et ekspertpanel ⁽²¹⁵¹⁾. Der kan desuden henvises til et review fra 2016 ⁽²⁹⁵³⁾.