27-03-2009
- ved samtidig infektion med flere forskellige mikroorganismer
- ved initialbehandling af livstruende infektioner, hvor de forårsagende mikroorganismer og deres resistensmønstre endnu ikke er kendte, og hvor en kombination giver bedre dækning end ét antibiotikum
- ved infektioner med bakterier, som særligt let udvikler antibiotikaresistens, fx Mycobacterium tuberculosis, Enterobacter sp. og Pseudomonas aeruginosa. Ved kombinationsbehandling nedsættes risikoen for resistensudvikling
- ved infektioner forårsaget af mikroorganismer, hvor en synergistisk effekt kan udnyttes, fx ved behandling af endocarditis med α-hæmolytiske streptokokker med penicillin og aminoglykosid
- ved behandling af patienter med nedsat infektionsresistens eller med store fokale læsioner, hvor resistensudvikling særligt let finder sted, og hvor organismens egne forsvarsmekanismer er insufficiente
- ved behandling af Helicobacter pylori-betinget ulcus duodeni.
Ved samtidig anvendelse af to forskellige antibiotika vil de to midler som regel virke helt uafhængigt af hinanden, og de skal derfor hver for sig anvendes i samme dosis, som hvis stofferne anvendes alene (additiv virkning). I enkelte tilfælde ses synergisme mellem to antibiotika, hvor det ene middel forøger virkningen af det andet. Det er tilfældet ved anvendelse af et β-lactam i kombination med et aminoglykosid, idet β-lactamer ved deres virkning på cellevægssyntesen letter penetrationen af aminoglykosid ind i bakterierne. I nogle tilfælde ses antagonisme, som viser sig ved, at kombinationen af to stoffer virker dårligere end hvert af stofferne alene. Antagonisme skyldes oftest det forhold, at indgift af bakteriostatiske stoffer, fx tetracycliner og makrolider, modvirker effekten af baktericide stoffer, fx β-lactamer, fordi de baktericide stoffer kun virker på bakterier i vækstfasen. Denne antagonisme er påvist i laboratorieforsøg, men sjældent i klinikken. Disse forhold kan have betydning ved praktisk anvendelse af antibiotika, og de omtales under interaktioner for hvert enkelt stof.
Niels Frimodt-Møller (forfatter)
Bente Gahrn-Hansen (forfatter)
Dansk Pædiatrisk Selskab, Poul-Erik Kofoed (referent)
Dansk Selskab for Almen Medicin, Jørgen Lous (referent)
Dansk Selskab for Klinisk Mikrobiologi, Jens K. Møller (referent)
Dansk Selskab for Infektionsmedicin, Svend Stenvang Pedersen (referent)
