Gastro-øsofageal reflukssygdom
Revideret
26-03-2010
Gastro-øsofageal reflukssygdom omfatter erosiv reflukssygdom, hvor der er endoskopiske og histopatologiske forandringer i øsofagusslimhinden, og non-erosiv reflukssygdom, hvor endoskopi findes normal. Kardinalsymptomerne er varierende grader af halsbrand, sure regurgitationer, dysfagi og synkesmerter. Erosiv reflukssygdom findes hos 35-50% af patienter, der henvender sig på grund af generende halsbrand.
Halsbrand er en brændende eller sviende smerte under den nedre del af sternum bredende sig op mod halsen med forværring efter måltiderne og ved stillingsskift, fx til liggende stilling, eller ved brug af bugpressen. Smerte af knugende og sammensnørende karakter kan udløses fra øsofagus og kan til forveksling ligne kardiale smerter. Epidemiologiske undersøgelser viser, at op mod 40% af den voksne befolkning jævnligt generes af halsbrand, således 7-10% dagligt, 10-20% ugentligt, og 20-40% månedligt. Halsbrand optræder ofte som et normalfysiologisk fænomen, fx efter et måltid, og kun et mindretal konsulterer læge på grund af symptomet.
Diagnostik
Symptomevaluering, herunder vurdering af evt. alarmsymptomer/fund (fx dysfagi, uforklaret vægttab, opkastninger, abdominal udfyldning, anæmi etc.), er vigtig. Endoskopi har en lav sensitivitet til at diagnosticere reflukssygdom og må derfor betragtes som et diagnostisk supplement, som er værdifuldt til vurdering af sværhedsgaden af den patologi, som forårsager symptomerne, og til påvisning af evt. komplikationer (fx Barretts øsofagus) samt til at udelukke differentialdiagnoser som ulcussygdom, andre årsager til øsofagitis (eosinofil, svampe) og cancer. Mange patienter med generende reflukssymptomer har normal endoskopi.
Prøvebehandling i 1-2 uger med en syrepumpehæmmer uden forudgående øsofagoskopi har ringe diagnostisk sensitivitet for reflukssygdom. Et positivt respons på behandlingsforsøget kan være udtryk for placeboeffekt eller for anden underliggende patologi, fx ulcussygdom. Manglende respons på behandlingen taler noget imod, men kan ikke udelukke reflukssygdom.
Behandlingsvejledning
En del patienter, der klager over reflukssymptomer, behøver næppe medikamentel behandling. Milde og sporadiske symptomer kan behandles med antacida eller H2-receptorantagonist p.n., og patienten kan rådgives om relevante livsstilsændringer. Ved svære og hyppige symptomer behandles med syrepumpehæmmer i standarddosis 1 gang dgl., og effekten evalueres efter 4 uger. Ved utilstrækkelig effekt på reflukssymptomerne kan dosis fordobles (standarddosis 2 gange dgl.). Tilstrækkelig kontrol af symptomer er det primære behandlingsmål. Ikke alle patienter forventer total symptomfrihed, men det må tilstræbes, at symptomerne ikke påvirker patientens livskvalitet. Herudover må komplikationer forebygges. Ved erosiv reflukssygdom bedres symptomerne under opheling af erosionerne, og persisterende erosioner er ofte relateret til et uacceptabelt niveau af symptomer, hvorfor behandlingsintensitet kan justeres efter patientens symptomer.
Patienter med non-erosiv eller ikke-undersøgt reflukssygdom, som har godt respons på den initiale behandling, kan instrueres i p.n.-behandling med syrepumpehæmmer i standard- eller halv dosis.
Patienter med svær erosiv reflukssygdom bør have langtidsbehandling med syrepumpehæmmer i daglig standarddosis for at forebygge recidiv og komplikationer.
Patienter med alarmsymptomer/fund og patienter med utilfredsstillende respons på behandlingen bør have foretaget endoskopi. Endoskopisk kontrol til sikring af opheling af øsofagitis er ikke nødvendig, da symptomlindring er en tilstrækkelig prædiktor for heling. Symptomerne recidiverer ofte efter behandlingsophør, så langtidsbehandling med syrepumpehæmmer kan være indiceret, og formentlig altid i tilfælde med svær øsofagitis.
Kirurgisk behandling, udført enten åbent eller laparoskopisk, er et alternativ til medikamentel langtidsbehandling efter sikker dokumentation af patologisk refluksmønster ved pH-måling og sammenhæng mellem dette og de dominerende symptomer.
Helicobacter pylori-eradikation har ingen effekt på reflukssygdom, hverken hvad angår symptomlindring eller recidivprofylakse.
Præparatvalg
Syrepumpehæmmere er mere effektive end H2-receptorantagonister, der til gengæld er mere effektive end antacida. Syrepumpehæmmere er førstevalg ved refluksøsofagitis.
Ved non-erosiv reflukssygdom, dvs. halsbrand uden at der kan påvises øsofagitis ved endoskopi, anses syrepumpehæmmere også for førstevalgs-initialbehandling. Ved behov for langtidsbehandling vælges den billigste behandling, fx en H2-receptorantagonist eller halv dosis syrepumpehæmmer, der til stadighed kontrollerer symptomerne. Symptomstyret behandling med en syrepumpehæmmer er et alternativ i disse tilfælde (989). Patienten instrueres i at tage en dosis syrepumpehæmmer daglig indtil symptomfrihed i 24 timer. Medicinforbruget kan herved reduceres til ca. en tredjedel uden at kompromittere patientens livskvalitet. Antacida og antirefluksmidler som alginater, der mekanisk fremkalder en barriere mod refluks til øsofagus, har en vis symptomatisk effekt. Den hurtigt indsættende effekt gør antacida velegnede til sporadiske gener.
Referencer
989. van Pinxteren B, Numans ME, Bonis PA et al. Short-term treatment with proton pump inhibitors, H2-receptor antagonists and prokinetics for gastro-oesophageal reflux disease-like symptoms and endoscopy negative reflux disease.
Cochrane Database Syst Rev. 2006; (3): CD002095.
Forfattere/referenter
Peter Bytzer (forfatter)
Dansk Gastroenterologisk Selskab, Jane Møller Hansen (referent)
Dansk Selskab for Almen Medicin, Dorte Jarbøl (referent)

 

 

Fordøjelsesorganer og stofskifte
Syrerelaterede sygdomme
Helicobacter pylori
Diagnostika til påvisning af Helicobacter pylori
Ulcussygdom
Gastro-øsofageal reflukssygdom
Funktionel dyspepsi
Midler mod syrerelaterede sygdomme
Antacida
H2-receptorantagonister
Prostaglandinanaloger
Syrepumpehæmmere
Andre midler mod ulcussygdom og gastro-øsofageal reflukssygdom
Mucosaprotektive midler
Antirefluksmidler