|
|
|
J01DB 08-03-2010 Cefalosporiner har samme virkemåde som penicilliner, idet de hæmmer bakteriernes cellevægssyntese. Se virkemåde. Virkningsspektrum. Der er tre faktorer, som har indflydelse på cefalosporinernes virkningsspektrum og aktivitet:
Resistensforhold. Se følsomhedsbestemmelse og resistens. Cefalosporinresistens har hidtil været forholdsvis sjælden i Danmark. I Danmark er der dog i de sidste 3-4 år set en stigning i forekomsten af specielt E. coli og K. pneumoniae med ESBL (extended spectrum β-lactamaser), der er resistente over for de fleste cefalosporiner, og ikke sjældent også over for ciprofloxacin og gentamicin, men følsomme for carbapenemer. Hyppigheden i 2007 var 4-6% for de nævnte bakterier. Et stort forbrug af bredspektrede cefalosporiner er økologisk belastende. Brug af både cefuroxim og de såkaldte 3. generations-cefalosporiner (cefotaxim, ceftazidim og ceftriaxon) er de bedst kendte risikofaktorer for selektion af ESBL. Meticillinresistente S. aureus (MRSA) er også resistente over for alle cefalosporiner. Enterococcus faecalis og Listeria monocytogenes er resistente over for cefalosporiner. Cefalosporiner absorberes generelt dårligt fra mave-tarmkanalen med undtagelse af cefalexin, som har en biotilgængelighed på ca. 80%. Se tabel 1 i effekt i relation til farmakokinetik og farmakodynamik (PK/PD) og omtalen under de enkelte præparater. Cefalosporiner og penicilliner har stort set samme indikationsområde. Se penicilliner. Som nævnt ovenfor bør forbruget af cefalosporiner begrænses mest muligt. Ved penicillinallergi eller mistanke om penicillinallergi kan der ofte anvendes et cefalosporin, da der kun sjældent forekommer krydsallergi. Må dog ikke anvendes, hvis patienten har udvist type 1-allergi efter indgift af et penicillin. Cefalosporiner er mere virksomme end penicilliner over for en række gramnegative stave, og det gælder fx Klebsiella sp. Derfor kan de med fordel anvendes ved behandling af infektioner med disse bakterier, når resistensbestemmelsen indicerer det. Enterococcus faecalis og Listeria monocytogenes er resistente over for cefalosporiner, men til gengæld følsomme over for penicillin. Over for penicillinaseproducerende stafylokokker har cefalosporinerne samme virkning som de penicillinaseresistente penicilliner. Til dette formål er cefuroxim bedst egnet. Cefuroxim trænger bedre over blod-hjernebarrieren end dicloxacillin, og det foretrækkes derfor til behandling af stafylokokmeningitis (dosis 3 g x 3). Det eneste anvendelige cefalosprin til behandling af Pseudomonas aeruginosa-infektioner er ceftazidim, som bør anvendes i kombination med et andet antibiotikum (fx aminoglykosid eller ciprofloxacin). Cefotaxim, ceftazidim, ceftriaxon og cefuroxim passerer blod-hjernebarrieren ved inflammerede meninges, hvorved der kan opnås koncentrationer på 12,5-25% af plasmakoncentrationen i spinalvæsken. Til behandling af meningitis forårsaget af gramnegative bakterier foretrækkes ceftriaxon eller cefotaxim (452). Ingen af cefalosporinerne har effekt ved listeriameningitis. Oralt cefuroxim kan anvendes som et alternativ til et quinolon ved urinvejsinfektion hos patienter, hvor et penicillinpræparat, sulfamethizol eller trimethoprim ikke kan anvendes, men pga. relativt dårlig biotilgængelighed har det ellers kun begrænset indikation. Som gruppe formodes cefalosporiner ikke at være forbundet med en øget risiko for uønsket fosterpåvirkning, men den specifikke datamængde varierer meget. Cefalexin kan anvendes, og for cefuroxim er der ret mange data. Hvis et andet specifikt cefalosporin er indiceret i forhold til en infektions alvorlighed og resistensmønster, bør behandlingen gennemføres uagtet datamængden. Kan anvendes. Cefalosporinerne er vidtgående ugiftige, men alle cefalosporiner kan give anledning til nyrebeskadigelse med akut tubulær nekrose. Cefotaxim, ceftazidim, ceftriaxon og cefuroxim er de mindst nefrotoksiske. Allergiske reaktioner i form af hududslæt eller urticaria forekommer hos 2-3%, anafylaktisk reaktion ses sjældent. Ved store doser udvikler en del patienter en positiv direkte Coombs' test pga. uspecifik binding af cefalosporin-globulinkomplekser til erytrocytterne. Denne binding forårsager kun sjældent hæmolyse. Cefotaxim virker kraftigt lokalirriterende og bør kun undtagelsesvis injiceres intramuskulært. De fleste injicerbare cefalosporiner giver let tromboflebitis. Cefalosporiner til oral brug kan give lette dyspeptiske symptomer. På grund af cefalosporinernes resistens over for de hyppigst forekommende β-lactamaser fra tarmbakterier giver de anledning til ændringer i tarmfloraen. Pseudomembranøs enterocolitis kan ses som følge af disse ændringer i tarmfloraen. Pga. den høje proteinbinding kan ceftriaxon displacere bilirubin fra albuminbindingen, og derfor anvendes stoffet normalt ikke til nyfødte, især præmature. Ceftriaxon kan især hos præmature give udfældninger i galden med dannelse af "sludge", som kan ligne cholecystitis. 287. Czeizel AE, Rockenbauer M, Sørensen HT et al. Use of cephalosporins during pregnancy and in the presence of congenital abnormalities: a population-based, case-control study. Am J Obstet Gynecol. 2001; 184(6): 1289-96. 452. Gilbert DN, Moellering jr RC, Eliopoulos GM, Sande MA, eds. The Sanford Guide to Antimicrobial Therapy. Antimicrobial Therapy, Inc. 2006; 34.
Niels Frimodt-Møller (forfatter) Bente Gahrn-Hansen (forfatter) Dansk Selskab for Klinisk Mikrobiologi, Jens K. Møller (referent) Dansk Selskab for Infektionsmedicin, Svend Stenvang Pedersen (referent)
|
|