Behandlingsvarighed

Behandlingsvarighed

Revideret
07-04-2010

Ved sufficient antibiotisk behandling af akutte infektionssygdomme vil temperaturfald og klinisk bedring indtræde i løbet af de første 2-3 døgn. Ved ukomplicerede akutte infektionssygdomme bør behandlingen sædvanligvis fortsættes i 6 døgn - også selv om patienten er klinisk rask efter 1-2 døgn. Erfaringen fra behandlingen af tonsillitis og pneumoni viser, at en tidligere seponering er fulgt af recidiv i for mange tilfælde, men i mange af disse studier blev behandlingen ikke givet optimalt i forhold til vores nuværende viden om PK/PD. Akutte, ukomplicerede urinvejsinfektioner vil ofte helbredes ved behandling i kortere tid, fx tre døgn, men recidiv vil kunne forekomme. Behandlingskrævende akutte eksacerbationer af kronisk bronchitis eller kronisk pyelonefritis bør behandles i 10-14 dage. Her gælder det, at mikroorganismerne i vævet skal dræbes, dernæst skal vævslæsionerne have tid til at hele op, og endelig skal mikroorganismerne udryddes fra henholdsvis bronkialsekret og urin. Sker dette ikke, vil infektionen ofte blusse op igen, så snart antibiotika seponeres. Ved infektioner med abscesdannelse og infektioner i præformerede hulrum bør der behandles, indtil de fokale læsioner er veldrænerede eller organiseres og evt. absorberes. Dette gælder fx ved akut osteomyelitis, endocarditis, lungeabsces, empyem og sepsis med abscesdannelse i indre organer. I disse tilfælde bør der behandles i 4-8 uger. Ved sepsis er det i nogle situationer nok med en kortvarig behandling, hvis primærfokus kan elimineres, fx ved at fjerne et kontamineret intravenøst kateter. Kroniske infektioner som kronisk osteomyelitis behandles i mindst 3 måneder efter relevant kirurgi og tuberkulose i mindst 6 måneder. Ved infektioner omkring fremmedlegemer som osteosyntesemateriale, ledproteser, hjerteklapproteser og permanente intravenøse katetre vil selv langvarig behandling med antibiotika kun sjældent kunne fjerne bakterierne. Hvis infektionen er veletableret, tilrådes det derfor så vidt muligt at fjerne fremmedlegemet under den antimikrobielle kemoterapi. Hvis det er nødvendigt at indsætte et nyt fremmedlegeme, bør det først gøres, når infektionen er færdigbehandlet.
Der er i en vis udstrækning givet forslag til behandlingsvarighed i antibiotikavejledningen, se vejledning i brug af antibiotika.

Forfattere/referenter
Niels Frimodt-Møller (forfatter)
Bente Gahrn-Hansen (forfatter)
Dansk Pædiatrisk Selskab, Poul-Erik Kofoed (referent)
Dansk Selskab for Almen Medicin, Jørgen Lous (referent)
Dansk Selskab for Klinisk Mikrobiologi, Jens K. Møller (referent)
Dansk Selskab for Infektionsmedicin, Svend Stenvang Pedersen (referent)