Adjuverende antitrombotisk behandling ved STEMI
Revideret
23-04-2010
Formålet med denne behandling er at hæmme den trombotiske proces før og under den egentlige reperfusion (PCI, fibrinolyse) samt reducere risikoen for senere reokklusion (stenttrombose).

Acetylsalicylsyre
Acetylsalicylsyre (ASA) udgør basismidlet i den trombocythæmmende behandling ved akut koronart syndrom, og bør gives så tidligt som muligt i sygdomsfasen.
Doseringen er 300 mg ASA oralt (tygges, evt. parenteral indgift). Vedligeholdelsesdosis er 75 mg med livslang behandlingsvarighed.
ASA hæmmer trombocytaggregationen via en blokering af TXA2-dannelsen og har en veldokumenteret effekt ved STEMI med en absolut mortalitetsreduktion på ca. 6%. Ved PCI reducerer ASA desuden risikoen for trombotiske komplikationer under indgrebet, og stoffet har en forebyggende effekt med hensyn til senere stenttrombose.

Clopidogrel
Clopidogrel hæmmer trombocyttens aggregation ved blokering af ADP-receptoren. Behandlingen bør startes så tidligt som muligt i sygdomsfasen, helst præhospitalt.
Doseringen er 600 mg oralt som bolus. Vedligeholdelsesdosis er 75 mg og behandlingsvarigheden variabel. Efter stentning tilrådes 9-12 måneders behandling. Ved ASA-intolerans gives clopidogrel livslangt.
Clopidogrel har en additiv effekt til ASA ved STEMI uanset valg af reperfusionsterapi (PCI, fibrinolyse).
Kombinationsbehandlingen anvendes som standard profylakse mod stenttrombose efter PCI.
 
Prasugrel
Prasugrel hæmmer ADP og ADP-receptoren og medfører en hurtigere, kraftigere og mere ensartet trombocythæmning end clopidogrel. Prasugrel reducerer den kardielle risiko, men øger forekomsten af alvorlig blødning sammenlignet med clopidogrel. Tilrådes anvendt under PCI hos udvalgte patienter ved øget risiko, specielt for stenttrombose samt hos patienter med clopidogrelintolerans. Mætningsdosis er 60 mg oralt, vedligeholdelsesdosis 10 mg op til 12 mdr. Forsigtighed tilrådes hos patienter med tidligere apopleksi,  ved alder over 75 år og hos patienter med en vægt under 60 kg. Se ADP-receptorhæmmere.

Hepariner
Ved primær PCI anvendes rutinemæssigt ufraktioneret heparin 10.000 IE intravenøst tidligt i sygdomsfasen. Denne behandling gives på lokalsygehus forud for transport eller kan med fordel gives præhospitalt, såfremt der foreligger telemedicinsk AMI diagnostik.
Ved fibrinolyse med fibrinselektive farmaka suppleres behandlingen med enten ufraktioneret heparin (i.v. infusion med dosisjustering efter APTT) i 2 døgn eller lav-molekylært heparin (subkutant x 2 i vægtbaseret dosis) i 5 døgn.
De to behandlingsregimer er ligeværdige mht effekt og bivirkninger, men lav-molekylært heparin anbefales på grund af simpel administrationsform.

Glykoprotein (GP)-antagonister
GP-antagonister udøver en potent trombocytaggregationshæmning ved en blokering af overfladereceptoren Glykoprotein IIb/IIIa.
Disse farmaka, som gives parenteralt i den akutte fase af AKS, har en veldokumenteret reducerende effekt på non-fatale endepunkter (AMI) ved højrisiko PCI (se under non-STEMI) og synes at reducere risikoen for trombotiske komplikationer ved primær PCI (abciximab). Denne behandling gives under primær PCI til patienter med betydelig intrakoronar trombedannelse eller påvirket koronarflow. Stoffet gives altid som adjuvans til heparinbehandling og øvrig trombocythæmning.
 
Bivalirudin
Er en direkte trombinhæmmer, som er ligeværdig med hepariner til reduktion af kardiel risiko, men med lavere blødningsrisiko. Kan anvendes under PCI ved STEMI eller non-STEMI, som alternativ til kombinationsbehandling med heparin og GP-antagonist.
Forfattere/referenter
Knud Erik Pedersen (forfatter)
Dansk Cardiologisk Selskab, Christian Hassager (referent)

 

 

Hjerte og kredsløb
Hjerteterapi
Akut koronart syndrom
Præhospitalsbehandling
Hospitalsbehandling
STEMI
Adjuverende antitrombotisk behandling ved STEMI
Non-STEMI/UAP
Adjuverende antitrombotisk behandling ved non-STEMI
Acetylsalicylsyre (Hospitalsbehandling)
Clopidogrel (AKS)
Hepariner og fondaparinux
GP-antagonist
Fibrinolyse (AKS)
Hjerteinsufficiens
Diuretika
ACE-hæmmere
Angiotensin II-receptorantagonister
β-blokkere
Aldosteronantagonister
Hydralazin
Nitroglycerin
Digoxin