|
|
|
24-03-2009 ACE-hæmmere er førstevalg ved behandling af patienter med hjerteinsufficiens og nedsat systolisk funktion af venstre ventrikel. Anvendes desuden til behandling af hypertension og forebyggelse af nyresygdom hos patienter med diabetes og mikroalbuminuri. ACE-hæmmernes effekt på overlevelse og sygdomsprogression hos patienter med hjerteinsufficiens er overbevisende dokumenteret i flere store klinisk kontrollerede undersøgelser. Behandlingen indledes med lille dosis, som typisk optitreres ved fordobling af dosis med 1-2 ugers intervaller, indtil den rekommanderede slutdosis er nået. Kreatinin og kalium måles før behandlingsstart, efter 1 og 4 uger og derefter efter behov. Alle ACE-hæmmere kan anvendes. Prisen er afgørende for valg af præparat. En relativ stigning i kreatinin på 20 % er forventelig, mens større stigninger er et advarselstegn, som bør medføre afklaring af årsagen og eventuelt ophør eller dosisreduktion. Særlig risiko for forstyrrelse i elektrolytbalance og nyrefunktion ses, hvis behandlingen kombineres med en aldosteronantagonist eller store doser diuretika. Se endvidere ACE-hæmmere. Søren Boesgaard (forfatter) Dansk Selskab for Almen Medicin, Bo Christensen (referent) Dansk Cardiologisk Selskab, Christian Hassager (referent)
|
|
|||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||