Farmakologisk behandling af alkoholafhængighed
Revideret
17-05-2010
Den farmakologiske behandling af alkoholafhængighedsyndromet omhandler den akutte behandling af følgetilstande (abstinenser) og den forebyggende behandling med disulfiram og midler, der nedsætter trangen til alkohol (anticravingmidler). Patienter der i starten ønsker at være "sikre på" ikke at få tilbagefald, kan tilbydes disulfiram. Samtidigt bør patienterne informeres om anticravingmidlerne, som kan gives sideløbende. Naltrexon anbefales især til alkoholafhængige patienter med tidlig debut, dvs. før det 25. år. Normal praksis er kun at give et anticravingmiddel ad gangen.
Præparatvalg
Disulfiram
Disulfiram, er en enzymhæmmer, der hæmmer alkohols nedbrydning på overgangen fra acetaldehyd til eddikesyre. Hvis der drikkes alkohol, fremkaldes en akut acetaldehydforgiftning. Der er store individuelle forskelle i tolerancen, ligesom størrelsen af disulfiramdosis har betydning. Ved normal disulfiramdosering er ca. 2 g alkohol nok til at udløse en let, men mærkbar reaktion. Reaktion kan dog ses efter indtagelse af mindre end 2 g alkohol.
Forsigtighed ved fremskreden leverlidelse.
Disulfiram er kun indiceret hos patienter, som ønsker afholdenhed. Hvis dette holdes for øje, bliver disulfiram mere opfattet som en støtte end en "frihedsberøvelse". Patienter med alkoholafhængighed kan som regel slippe disulfiram gradvis efter ca. 1 år, men mange ønsker at fortsætte i længere tid af hensyn til deres personlige tryghedsfølelse. Andre tager stoffet i perioder, hvor de skønner faren for tilbagefald øget.
Virkning af alkohol efter indtagelse af disulfiram. Ved svag reaktion forekommer ansigtsrødme, hjertebanken, pulsacceleration, hurtig respiration, pulserende hovedpine. Ved middel reaktion forekommer kvalme, opkastning, bleghed, hypotension. Ved kraftig reaktion forekommer besvimelse, stærkt blodtryksfald og kollaps, i sjældne tilfælde hjertestop.
Behandling af kraftig reaktion er lejring med hovedet lavt. I tilfælde af truende kredsløbskollaps, blodtryksfald mv. gives tillige dopamin i.v. Lettere reaktioner afsvækkes af antihistaminika.
Der foreligger kun få randomiserede studier over stoffets effektivitet, men konklusionen er, at skal det gives, bør det være under kontrollerede former.
Psykofarmaka
De første måneder af afhængighedsbehandlingen er medikamentel støtte med psykofarmaka ofte nødvendig. Det er vigtigt at undgå vanedannende stoffer. Brug af antipsykotika i beskedne doser er ofte tilstrækkeligt, evt. kan forsøges med buspiron. For at overgangen i abstinensfasen fra anxiolytika til antipsykotika skal blive ukompliceret, kan man optrappe en beskeden dosis af antipsykotika samtidig med nedtrapningen af anxiolytika. Patienterne har sidenhen mindre besvær ved at slippe den medikamentelle behandling, når tilstanden er bedret.
Stoffer der modvirker alkoholtrang
Acamprosat. Langvarig alkoholindtagelse medfører en nedregulering af GABA-systemet med potentielt øget rastløshed til følge. Accamprosat stimulerer GABA-systemet og har desuden en specifik hæmmede virkning på NMDA receptoren.
Der foreligger placebokontrollerede studier med omkring 4000 deltagende patienter, og stoffet har dokumenteret effekt på flg effektmål: Total afholdenhed, antal afholdende dage, varighed af afholdenhed og fastholdelse i behandling. Prædiktive faktorer for positivt behandlingsresultat er stor grad af trang og angstsymptomer. Stoffet kan tilbydes patienter, der er i behandling for alkoholafhængighed, og gives op til 1 år. Som med andre psykofarmaka bør man aftale en aftrapning med patienten. Behandling kan starte umiddelbart efter afrusning.
Det bør på forhånd nøje drøftes med patienterne, om de er villige til at følge behandlingen. Det kan anbefales at supplere accamprosat med disulfiram, idet det er vist, at en kombination af stofferne er mere effektiv end hver af stofferne for sig (186,270).
Naltrexon er en opioidantagonist, der ophæver effekten af de af alkohol frigjorte endorfiner og dermed reducerer alkohols belønningseffekt. Et Cochrane review fra 2005, hvor de fleste studier var på 12 uger eller mindre, viste, at naltrexon reducerede risikoen for recidiv og var med til at fastholde patienterne i behandling. Endvidere nedsætter naltrexon antal dage med stor alkoholindtagelse og craving. Det er uklart, om naltrexon har effekt i langtidsbehandling. Under alle omstændigheder skal patienterne have en velstruktureret psykosocial behandling. Naltrexon synes mest effektivt til behandling af patienter med tidlig debut af alkoholafhængighedssymptomer, samtidigt med, at der ofte er en mere tydelig familiær disposition hos denne gruppe patienter.
Det er vigtigt, at ordinerende læge er opmærksom på eventuelt brug/misbrug af opioider (også i form af kodein), idet naltrexon vil udløse abstinenssymptomer i sådanne tilfælde. Hos personer i substitutionsbehandling med metadon eller buprenorphin vil naltrexon ikke være en mulighed.
SSRI
Selvom serotoninsystemet er involveret i alkoholafhængighed, er der i dag ingen dokumentation for effekt af SSRI på selve alkoholafhængigheden. Derimod er stofferne effektive til behandling af depression og angst, som er hyppige ledsagefænomener hos alkoholafhængige, og præparaterne tåles godt af disse patienter.
Graviditet
Alkohol er vist at have en klar teratogen effekt. Stofferne til behandling af alkoholafhængighed anbefales generelt ikke til gravide. I den kliniske hverdag må man derfor opveje de to risici overfor hinanden.
Hvis den gravide tidligere har været i farmakologisk behandling for alkoholafhængighed med god effekt, og hvis det har vist sig, at seponering af stofferne har medført recidiv, bør den farmakologiske behandling anbefales at fortsætte efter en grundig orientering om fordele og ulemper ved behandlingen.
Ligeledes bør det overvejes, at starte medikamentel behandling hos patienter med et nyopstået alkoholafhængighedssyndrom som uundgåeligt er forbundet med indtagelse af store doser alkohol ved recidiv, idet recidiver er forventelige i et behandlingsforløb.
Tilskud
Enkelttilskud til acamprosat og naltrexon vil normalt kunne gives, hvis behandlingen er en del af et omfattende behandlingsprogram mod alkoholisme for at reducere risikoen for tilbagefald og som støttebehandling ved afholdenhed. Behandlingsprogrammet skal kort beskrives i ansøgningen.
Referencer
270. Behandlingen af alkohol och narkotica problem: en vidensbaseret kunskapssammenställing.
Statens beredning för medicinsk utvärdering. Sverige. 2001; : 1340-4.

1092. Nielsen AS, Becker U, Højgaard B et al. Alkoholbehandling - en medicinsk teknologivurdering.
Sundhedsstyrelsen, København. 2006; 8(2).
Præparater – pris DDD
præparatnavnListen er sorteret efter dispenseringsform og styrke firmanavn indholdsstoffer dispform og styrke pakning DDD pr pakning Pris DDDSorter listen efter pris DDD.
Antabus® Actavis Disulfiram brusetabl. 200 mg 100 stk. 100,000 2,32
brusetabl. 400 mg 50 stk. 100,000 2,32
Campral® Merck Santé Acamprosat enterotabl. 333 mg 168 stk. (blister) 27,972 17,94
84 stk. (blister) 13,986 18,00
96 stk. (blister) 15,984 18,57
Naltrexon "AOP" Orphan Pharmaceuticals Naltrexon filmovertrukne tabl. 50 mg 28 stk. (blister) 28,000 26,49
Forfattere/referenter
Finn Zierau (forfatter)
Dansk Selskab for Addiktiv Medicin, Henrik Thiesen (referent)

 

 

Centralnervesystemet
Misbrugsbehandling
Rygeophør
Nicotinsubstitution
Bupropion
Vareniclin
Alkoholmisbrug
Akut alkoholforgiftning
 Storforbrug og skadeligt forbrug af alkohol
Non-farmakologisk behandling af storforbrug og skadeligt forbrug af alkohol
Farmakologisk behandling af alkoholoverforbrug
Alkohol-afhængighed
Non-farmakologisk behandling af alkoholafhængighed
Farmakologisk behandling af alkoholafhængighed
Alkoholabstinenssymptomer
Behandling af alkoholabstinenser
Abstinensbehandling med sederende midler
Medicinmisbrug
Misbrug af opioider
Afvænning (opioidmisbrug)
Recidivforebyggelse
Misbrug af anxiolytika/hypnotika
Afvænning (benzodiazepiner)
Recidivforebyggelse
Misbrug af cannabis-hallucinogener
Misbrug af centralstimulerende midler